På Musikgangen i hovedbygningen findes afdelingens overspilningslokale. Her har man mulighed for at kopiere cd'er, videoer, lp'er og kassettebånd. Overspilningsrummet er udstyret med to videomaskiner, tre kassette-båndoptagere, en spolebåndoptager, en cd-afspiller og brænder, en pladespiller og en grammofon til de gamle lakplader, 78'erne. Lokalet kan reserveres, men er ellers til fri afbenyttelse. Man kan låne en nøgle til overspilningsrummet på afdelingssekretariatet.
Mange lærere udfærdiger musik-eksempel-cd'er. Disse ligger efter aftaler mellem lærer og studerende til selv-kopiering i håndbiblioteket på musikgangen i hovedbygningen. Her findes en cd-brænder der med stor hastighed kan lave op til 4 kopier ad gangen. Nøgle til lokalet lånes på afdelingssekretariatet.
Afdeling for Musikvidenskab har en lang tradition for at arbejde med ny musikteknologi. I 1970'erne opbyggede lektor Finn Egeland Hansen (nu professor i Aalborg) et elektronmusikstudie kaldet Akustisk Laboratorium til komposition af "elektronisk og konkret" musik.
I løbet af 1980'erne etablerede afdelingen et analogt 16-spors studie til indspilning af rytmisk musik. Afdelingen er dog nu med på den digitale vogn med adskillige harddisk recording systemer: ProTools, Logic og Cubase, der alle forener lydindspilning (og lydmanipulation) på computeren med en stærk midi-del til styring af synthesizere, en integreret software sampler samt en udmærket nodedel. Hertil kommer programmeringssproget MAX/MSP med Jitter, der ved hjælp af et hav af open source objekter muliggør udarbejdelse af interaktive systemer.
I studiet kan man således – uanset om man er til Techno, HipHop, Jazz, Musique Concrete, Etnisk, Keltisk eller Kultisk – indspille og arrangere sin egen musik både vha. sequencer, diverse synthesizere samt traditionelle akustiske instrumenter på harddisk recording-systemet.
Studiet udgør med andre ord en fremragende mulighed for at orientere sig om og forske i såvel teoretiske som praktiske aspekter af moderne musik og lydbehandling.
Studiet findes i undervisningsfløjen og rummer bl.a. følgende udstyr:
Der indsamles løbende tilmeldinger blandt såvel studerende som undervisere til kurser i anvendelsen af studiet. Kurserne afholdes så i overensstemmelse med behov og tidsrammer. Har man tidligere arbejdet med lignende udstyr kan man efter aftale med tekniker Morten Brockhoff få en kort introduktion til faciliteterne, inden man kaster sig over arbejdet.
Computerlab 1 og 2, som disse rum også bliver kaldt, er hver udstyret med 8 PC-er hvorpå der udover standard PC-programmel er installeret Cubase, Sibelius, Reaper, Audigy og Earobics. Til hver af disse stationer er der desuden et elklaver og et sæt høretelefoner. På denne måde kan flere arbejde samtidigt med arrangement og nodeudskrivning. Brugen af computerlaboratoriet er direkte integreret i undervisningen på grundfaget.
I computerlab kan man med fordel sidde og arrangere sine kompositioner færdige inden man booker Akustisk Laboratorium (lydstudiet), for at gøre sin lydproduktion færdig, f.eks. ved at blande analog og digital lyd.
I alle undervisningslokalerne er der afspilningsudstyr til cd og kassettebånd, enkelte har også pladespiller. I auditorierne A, B og C samt øvelokalerne 7, 9, 11 og 13 er der desuden mulighed for at se video.
Institut for Æstetiske Fag serviceres bl.a. af musik- og teatertekniker Morten Brockhoff, der dels har det overordnede ansvar for teknikken på både musikvidenskab og dramaturgi, og dels . Han assisteres på musikvidenskab af Michael Bruus og Peter Fjordbak. Selv holder han til på kontor 135 i administrationsbygningen på 1. sal, hvor han bl.a. er klar til at besvare spørgsmål vedrørende brugen af kasernens faciliteter og iøvrigt være behjælpelig med at løse tekniske opgaver af alskens typer.
Teknikeren varetager en bred vifte af funktioner:
Hver mandag og torsdag fra 9 - 16 er der ugentligt tjek af musikvidenskabs instrumentarium. I dette tidsrum befinder enten Michael eller Peter sig i nærheden af kontor 240 som findes på første sal i undervisningsfløjen ved indgang D. De kan her kontaktes fra alle lokaltelefoner på nr. 5210.
Konstaterer man en fejl eller et problem skal man meddele det, for at problemet kan blive løst hurtigt og effektivt. Dette kan gøres skriftligt via sedlen på opslagstavlen ved ovennævnte kontor eller pr. e-mail til tekniker Morten Brockhoff: aestmb@hum.au.dk, der iøvrigt kan kontaktes dagligt på lokaltelefon 89421811.
Afdelingen råder over mange instrumenter og meget elektronisk udstyr, der dagligt passerer igennem hænderne på mange studerende, hvorfor der sker en stor nedslidning af tingene. Nedslidningen kan dog mindskes, hvis man omgås dem med en smule omtanke. Man skal eksempelvis ikke stille guitarer op ad forstærkere eller lign., når der nu hænger holdere på væggen.
For at bevare vore instrumenter i god stand er én hovedregel: Ryd op efter dig, fordi:
Ved studiestart og i løbet af studiet som helhed skal du påregne udgifter til bogkøb, som løbende anbefales af underviserne. Desuden vil der være udgifter til tekstkompendier og kopiering (se nedenfor).
Brug af Statsbiblioteket, Æstetikbiblioteket, byens kommunebiblioteker samt andre biblioteker vil indgå som en nødvendig og naturlig del af dine studieaktiviteter. Du skal derfor anskaffe lånerkort til kommunebibliotekerne. På statsbiblioteket anvendes sygesikringskortet som lånerkort. I forhold til litteratursøgning er bibliotekernes elektroniske søgefaciliteter et uundværligt redskab, som det er vigtig at blive fortrolig med. Du bliver introduceret til Statsbiblioteket og Æstetikbiblioteket i starten af 1. semester. Har du netopkobling derhjemme, kan du lave litteratursøgning hjemme ved skrivebordet.
Musikvidenskab har desuden sit eget lille håndbibliotek, nodesamling og fonogramsamling, men hjemlån er ikke tilladt. Derfor findes både læsepladser på Statsbiblioteket, Æstetikbiblioteket og i Kasernens studenterhus, samt et overspilningsrum, hvor du kan overspille fonogrammer.
Der er flere muligheder for kopiering på Kasernen. De største og hurtigste maskiner (med autokopiering af flere ark, kopiering på begge sider, sortering osv.) findes i den nordre gang i stueetagen på administrationsbygningen. Her står to kopimaskiner. Der er også kopimaskiner på Æstetikbiblioteket, der primært er til kopiering af artikler fra tidsskrifter eller andre "ikke-til-hjemlån"-værker. Sammesteds står der desuden en farvekopimaskine. De ovennævnte kopieringsmuligheder er til brug for alle afdelinger, så der er desværre ofte kø. Endelig er der opstillet en lille kopimaksine ved indgang D i undervisningsfløjen. Den bruges mest, når man skal have en kopi af en sang- eller klavernode, der står i skabene på 1. sal. For at kunne bruge kopimaskinerne skal man erhverve sig et kopikort, enten i automaten i kopirummet eller på Æstetikbiblioteket. Kopikortene koster 45 kr. og giver dig mulighed for at tage 100 kopier. Det er muligt at finde billigere kopieringsfaciliteter ude i byen ca. 30-40 øre stykket, afhængig af antallet.
Udover EBD-lokalerne i studenterhuset, som alle musikstuderende automatisk har adgang til via nøglekortet, findes der flere muligheder for Internetadgang: Der står søgemaskiner i Æstetikbiblioteket, ligesom afdelingens eget Computer-laboratorium har denne mulighed. Herudover står der en søgemaskine i afdelingens fonogramsamling, denne indeholder også kartoteker over afdelingens fonogrammer mv.
Alle studerende og ansatte ved Det Humanistiske Fakultet har muligheden for af at tilslutte og arbejde via intranettet First-Class. Det er muligt at downloade programmet til brug på hjemme-computeren via http://fc.hum.au.dk, her kan der også læses mere om selve programmet. Opfordringen skal derfor lyde: Som ny studerende på Det Humanistiske Fakultet bør man hurtigst muligt via en computer oprette sig selv som bruger via hjemmesiden: https://humtek.hum.au.dk/stud/
FirstClass kan bruges på mange måder i undervisningen. Lærere kan lægge semesterplaner, opgaver fra gang til gang m.v. ud i en fælles konference, hvor lærere og studerende kan kommunikere med hinanden. F.eks. i ITP-undervisningen kan studerende aflevere arrangementsopgaver som logicfiler ved at lægge dem ind i konferencen, dem kan læreren så downloade og høre og rette, ligesom også andre studerende kunne have interesse i at lytte til arrangementerne. Man kan forestille sig at en del af undervisningsmaterialet i ITP lå i en konference, det kunne være opgaveformuleringer, strums eller aflytningsopgaver. Der er desuden mulighed for chat, så f.eks. studerende kunne chatte sammen om opgaver der skal løses kollektivt. Se pjecen: " Kom hurtigt i gang med FirstClass ".
Studerende på Musikvidenskab har adgang til at reservere øvelokalerne 140 og 246, Akustisk Laboratorium (146) samt klaverlokalerne 232-239 på 1. sal. Når man har fået sit årskortnummer og First Class login kan man oprette sig som bruger af instituttets reservationssystem. De relevante links til retningslinier for brug af lokalerne samt reservationssystemet kan findes på http://aestetik.au.dk/service/lokaler/, og du finder en vejledning som PDF her.
Når du er oprettet i reservationssystemet kan du herefter reservere lokaletider online. Det er kun muligt at reservere 7 dage frem, og kun i de nævnte lokaler.
Hvis ikke reservationen tages i brug inden et kvarter bortfalder retten til lokalet, dog således, at man hvis man har reserveret flere timer i træk kan overtage lokalet efter en time.
Der findes en uskreven regel om, at reservation til undervisningsbrug har fortrinsret. Ligeledes er det ikke muligt at reservere spillelokale 4, det skal stå ledigt til mixerrums-brugere. Er der tomt, må det dog gerne bruges, men uden reservation.
Vær omhyggelig med lokaler og udstyr, og husk at slette reservationer, hvis øvetiden bliver aflyst. Læs retningslinierne grundigt.
Der hænger opslagstavler i undervisningsfløjen ved indgang C og D. Her finder du oplysninger om alt fra eksamenstilmelding og vigtige tidsfrister til den næste fest. En del af informationerne på opslagstavlerne kan være vigtige, så du skal altid holde øje med nye opslag. For overskuelighedens skyld, er det tilladt at fjerne uaktuelle opslag og plakater.
Fremgangsmåden for at sende afbud til lærere/studerende er således: Et afbud afleveres på eller ringes ind til Studienævnssekretariatet: tlf. 89425161 (Lise Barrit), og derefter vil beskeden blive faxet over til den interne faxmaskine, der står ved elevatoren i indgang C i undervisningsfløjen. Den første person der kommer forbi river beskeden af og hænger den op på den dertil indrettede opslagstavle. Den på faxen omtalte lærer/studerende tager selv beskeden ned. Denne faxmaskine er kun til dette brug.
I alle undervisningslokaler forefindes en telefon. Disse kan kun bruges internt, og det vil kun være i nødstilfælde, at der vil blive ringet op til dem
De studerende ved Afdeling for Musikvidenskab skal have et nøglekort til indgang C og D (Undervisningsfløjen bygning 584), Hovedbygningen (bygning 580) og Studenterskrivestuen (Studenterhuset bygning 581). Det udleverede Studiekort kan anvendes som nøglekort efter indkodning. Denne indkodning foretages på afdelingssekretariatet i administrationsbygningen (husk Studiekortet). Hvis studiekortet ikke er modtaget ved semesterstart, er det muligt at låne et midlertidigt nøglekort.
Udover nøglekort, er der forskellige udlånsnøgler til håndbibliotek og nodesamling, fonogramsamling samt overspilningsrum og computer-laboratorium, som kan lånes på Afdelingssekretariatet mod kvittering, disse kaldes "Her og Nu Nøgler" og som navnet siger er det kun for en meget kort periode de kan lånes.
På computeren i fonogramsamlingen ligger der et adressekartotek: "Adresser" med alle de studerendes adresser, telefonnumre og evt. e-mailadresser. Dette kartotek er til rent internt brug og skal ajourføres af de studerende ved at ændringer/tilføjelser til kartoteket afleveres på afdelingssekretariatet på et dertil indrettet rettelsesblad, der ligger ved computeren. Da det er efter dette kartotek at eksamensopgaver o. lign. bliver udsendt, er det i jeres egen interesse, at det er rigtigt.
Da vi har temmelig meget kostbart udstyr stående i flere af vores undervisnings-lokaler, er det desværre nødvendigt at tage visse forholdsregler for at undgå tyveri. F.eks. må man ikke lukke folk ind på afdelingen, hvis de ikke har et gyldigt årskort til musik. Det er således helt legalt at være "uhøflig" og afvise folk og så henvise til Afdelingssekretariatet.
Med til den helt elementære tyverisikring hører naturligvis også at sørge for at vinduer og yderdøre altid er forsvarligt lukkede. Hvis du har benyttet afspilningsudstyret, skal du altid huske at slukke for det og låse/lukke skabsdøren efter brug. Forlader du et lokale om aftenen, skal du også huske at låse døren hertil.
En banal, men vigtig, husregel er, at man aldrig musicerer med døre eller vinduer åbne. Vi har naboer at tage hensyn til, og det kan være meget generende for dem og dine medstuderende, hvis de påtvinges din øvning.
Rygning er ikke tilladt i undervisningsfløjen.
Hvis du vil undgå at forbryde dig mod afdelingens skrevne og navnlig uskrevne husregler, er det som oftest gjort ved at vise lidt hensyn og bruge hovedet.
Der er studierabat til koncerter med Aarhus Symfoniorkester. Der skal forevises gyldigt studiekort, og billetterne kan reserveres på tlf. 89 40 40 40.
Desuden kan studerende fra to timer før koncerten købe en billet til 50 kr., hvis der ikke er udsolgt. Dette gælder både torsdags- og fredagskoncerter. Her skal gyldigt studiekort også forevises, og der kan kun købes én billet pr. studerende. Disse billetter kan ikke reserveres.